Generalforsamling og bestyrelse

Kære alle ejere

Hermed en venlig påmindelse om foreningens ordinære generalforsamling på onsdag d. 10. april kl. 18.00 i Vibenshave, Nyborggade 9, KBH Ø.

Går du med et driftigt bestyrelsesmedlem i maven, er det nu du har chancen!
Vi mangle nye frivillige kræfter i bestyrelsen, og vi håber at DU har lyst at arbejde sammen med os.
Bestyrelsen mødes ca. en gang i måneden. Vi diskuterer stort og småt om ejendommen og de projekter vi til hver en tid har i gang. Der er mulighed for at løbe med projekter selvstændigt, samt deltage i den løbende drift af ejendommen. Vi er alle meget forskellige kompetencer (en jurist, en læge, en ingeniør og en projektleder) og der er med sikkerhed også plads til lige netop dig!

Har du spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte os på bestyrelse@bryggervangen.com

Håbefulde hilsner fra bestyrelsen

Skraldeskakt lukkes

Til beboerne i Ourøgade 31

Vi har over en længere periode oplevet, at jeres skraldeskakt fyldes uhensigtsmæssigt med mange forskellige typer skrald.

Skakten må kun bruges til forsvarligt indpakket husholdningsaffald. Affaldsposen skal være forsynet med en solid knude inden den kastes i skakten, således affaldet bliver i posen – selv efter et fald fra 4. eller 5. etage.

Som et helt konkret eksempel kan vi nævne at der flere gange er blevet kastet to-liters plastflasker med noget der minder om brugt fritureolie i skakten. Når en sådan lander med høj fart i bunden af skakten, eksploderer de som en mindre bombe. Det er absolut ikke hensigtsmæssigt. Har man den type affald, må man fremover (også når skakten åbnes igen) skille sig af med den på anden vis.

Ingen skarpe eller spidse genstande må kastes i skakten, da de vil lave hul i posen og alt skraldet dermed flyder ud i kælderarealet under skakten. En buket visne blomster er i denne henseende en skarp genstand. Derudover må vi henstille til, at man sorterer sit skrald som anvist. Aviser, reklamer, telefonbøger, papkasser, pizzabakker, porcelæn, flasker, glas og så videre må dermed ikke kastes i skakten. Flydende affald eller ildelugtende affald, fordærvede madvarer og bleer må ligeledes ikke kastes i skakten.

På baggrund af dette, må vi nu lukke skakten i en periode, i håbet om at retningslinierne fremover kan overholdes.

Ærgerlige hilsner fra bestyrelsen

Tid og sted for årets ordinære generalforsamling

Kære ejere

Årets ordinære generalforsamling nærmer sig.
Denne afholdes: onsdag d. 10. april kl. 18 i Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø (samme sted som sidste år). Der vil være let forplejning.

Sidder nogen derude med et bestyrelsesmedlem i maven, så er det tid til at komme frem! Vi ved allerede nu at vi har brug for nye kræfter i bestyrelsen. Er du i gang med at overveje, om det er noget for dig, og har du spørgsmål til, hvordan det mon er at sidde i bestyrelsen, er du mere end velkommen til at sende en mail med dine spørgsmål til bestyrelse@bryggervange.com.

Vi håber at mange af jer allerede har skrevet datoen i kalenderen, men skulle man uheldigvis være forhindret i at deltage, kan man benytte sig af muligheden for at videregive en fuldmagt. Fuldmagten bliver sendt ud til alle ejere sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

Fuldmagten kan eksempelvis videregives til din nabo, din lejer eller en fra bestyrelsen. Ønsker du at bestyrelsen skal have din fuldmagt kan du lægge den i den sorte postkasse i gården ved nedgangen til kælderen under Ourøgade 31, eller i ejendomsservice postkassen ved Ourøgade 33, Kælderen. Du er selvfølgelig også velkommen til at aflevere fuldmagt i en af vores private postkasser.

Vi håber at se jer alle – vi ses!

Forventningsfulde hilsner fra bestyrelsen

Påmindelse: beslutning vedrørende fælleslån

Kære ejere

Hermed en venlig påmindelse: som vi meldte ud i slutningen af februar, kan vi nu afslutte byggeprojektet vedrørende fugt i tagkonstruktionen.

Derfor minder vi alle ejere om at tage stilling til, hvorvidt man ønsker at indgå i fælleslånet eller indbetale det samlede beløb kontant. Dette skal i så fald ske senest d. 11. marts.
Alle ejere har modtaget denne information fra Newsec. Her findes også eksakt beløb samt betalingsoplysninger.

OBS det er vigtigt, for at Newsec kan kontere beløbet korrekt, at man kun skriver sit kundenummer (tidligere kaldet ejerlejlighedsnummer) i noten ved overførsel. Dit kundenummer findes også i skrivelsen.

Venlige hilsner fra bestyrelsen

Afslutning af projekt

Kære ejere

Vi har nu den fornøjelse at oplyse, at vi har afsluttet byggeprojektet vedrørende fugt i tagkonstruktionen!

Alle ejere har i den forbindelse modtaget information fra vores administrator, Newsec, om det videre forløb. Den enkelte ejer bedes heri tage stilling til, om man vil indgå i et fælleslån, eller indbetale beløbet kontant. Ønsker man at indbetale beløbet kontant, skal dette ske senest d. 11. marts. Kontooplysninger, eksakt beløb, samt information omkring rente, finder du i skrivelsen fra Newsec.

OBS det er vigtigt, for at Newsec kan kontere beløbet korrekt, at man kun skriver sit kundenummer (tidligere kaldet ejerlejlighedsnummer) i noten ved overførsel. Dit kundenummer findes også i skrivelsen.

Er du ejer i foreningen og har du, mod forventning, ikke modtaget denne information og oversigt over opgørelsen, beder vi dig tage kontakt til bestyrelsen via bestyrelse@bryggervangen.com hurtigst muligt. Alle ejere bør have modtaget informationen på den kanal man normalt modtager information fra Newsec (email, e-boks og så videre…).

Glade hilsner fra bestyrelsen

VARSLING: Midlertidigt lukket for varmt vand

Kære beboere

Hermed en påmindelse:
Grundet service af vores varmtvandsbeholdere, vil der være lukket for det varme vand mandag den 31. januar fra kl. 08:00 til forventelig kl. 14:00.

Der kan forekomme uregelmæssigheder i det varme vand og/eller centralvarmen i perioden.
Der vil i tidsrummet ikke være lukket det kolde vand, men der kan forekomme perioder med mindre tryk på det kolde vand.

Det er vigtigt, at du ikke åbner for det varme vand i lukkeperioden. Husk, at lade vandet løbe nogle minutter efter lukkeperioden, samt at rense perlatorer på alle armaturer efter lukkeperioden.

Vi beklager de gener, som det måtte medbringe.

Venlige vinterhilsner fra bestyrelsen

VARSLING: Midlertidigt lukket for varmt vand

Kære beboere

Grundet service af vores varmtvandsbeholdere, vil der være lukket for det varme vand mandag den 31. januar fra kl. 08:00 til forventelig kl. 14:00.

Der kan forekomme uregelmæssigheder i det varme vand og/eller centralvarmen i perioden.
Der vil i tidsrummet ikke være lukket det kolde vand, men der kan forekomme perioder med mindre tryk på det kolde vand.

Det er vigtigt, at du ikke åbner for det varme vand i lukkeperioden. Husk, at lade vandet løbe nogle minutter efter lukkeperioden, samt at rense perlatorer på alle armaturer efter lukkeperioden.

Vi beklager de gener, som det måtte medbringe.

Venlige vinterhilsner fra bestyrelsen

Julehilsen og opdatering fra bestyrelsen

Kære beboere

Julen nærmer sig, og roen sænker sig stille over os. Fra bestyrelsen skal der lyde et stort tak for et hektisk år, der dog også har været kendetegnet ved fremskridt. Omend vi stadig mangler at få sluttet flere løkker.

Den opmærksomme beboer har måske bemærket at vores port er blevet repareret. Vi har i en periode oplevet uønskede gæster på ejendommen, og vi mistænker, at den ødelagte port har nærmest opfordret nogle til at finde ind til især vores skraldeområde. Vi håber at denne reparation afhjælper dette problem.

En anden glædelig opdatering er at lyset i gården og på gaden nu er under udbedring. Det kræver en del arbejde, hvorfor vi i den kommende tid vil opleve elektrikere på ejendommen.

Derudover har vi jo netop overstået store-shoppedag aka. Black Friday. Vi håber at alle har fået alt det i hus, man lige gik og manglede, og benytter lejligheden til at minde alle om at huske at folde pap sammen så det fylder så lidt som muligt i containeren. På den måde er der plads til alles skrald, og ikke kun lige dit eget.
Vi oplever nemlig igen-igen at ikke alle lige giver sine naboer en venlig tanke og bruger de 30 sekunder ekstra, når der smides især pap ud. Kan låget ikke lukkes, tager renovationen ikke containeren med. Dette kræver ekstra afhentning, eller at viceværten kører på lossepladsen, og begge dele betaler vi sammen for via fællesudgifterne.

Vi vil slutte denne julehilsen med en vigtig opdatering; nemlig datoen for næste års ordinære generalforsamling. Vi mødes alle d. 10. april 2024. Lokation og invitation sendes ud i det nye år, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Mange venlige jule- og nytårshilsner fra bestyrelsen

Husk den ekstraordinære generalforsamling

Kære ejere

Hermed en venlig påmindelse om foreningens ekstraordinære generalforsamling tirsdag d. 7/11 kl 18 i foreningens gård vedrørende det igangværende projekt omkring udbedring af fugt i tagkonstruktionen.

Vi forventer at afholde en kort, stående ekstraordinær generalforsamling, og opfordrer samtidig til at man benytter sin fuldmagt, hvis man ikke har presserende spørgsmål.
Spørgsmål kan også afklares på forhånd via bestyrelse@bryggervangen.com

Fuldmagter kan afleveres i bestyrelsens private postkasser, postkassen for ejendomsservice ved Ourøgade 33 kld, samt den sorte postkasse i gården ved nedgangen til kælderen i Ourøgade 31.

Al materiale vedrørende den ekstraordinære generalforsamling ligger på hjemmesiden her: https://www.bryggervangen.com/dokumenter/fugt-paa-5/
Alle ejere har fået dette tilsendt, sammen med fuldmagt for den pågældende lejlighed.

Venlig hilsner fra bestyrelsen