Klage til byfornyelsesnævnet – udskydelse af gårdprojekt

Københavns Kommune skriver:

“Kære beboere og ejere

Fremtidens Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads

Jeg må desværre fortælle jer, at Byfornyelsesnævnet har modtaget to klager ifbm. den fælles gårdhave, som vi, rådgiverteamet og en række aktive beboere har udviklet et projektforslag til. Projektforslaget har været i høring hos jer sidste efterår og endelig vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation den 12. november 2015.

Byfornyelsesnævnet har afvist den ene klage, men vurderer at den anden klage er berettiget ud fra de retningslinjer, der ligger til grund for Nævnets arbejde. Det betyder at Nævnet skal behandle klagen, og at den får opsættende virkning.

Det vil sige, at Københavns Kommune ikke kan arbejde videre med gårdhaveprojektet, før Byfornyelsesnævnet har truffet en beslutning. Vi forventer, at Byfornyelsesnævnet træffer en afgørelse før sommerferien 2016.

Byfornyelsesnævnet behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen om byfornyelse. Det overordnede forløb er, at kommunen modtager klagen og besvarer den, hvorefter klageren får mulighed for at kommentere kommunens svar. Derefter finder en besigtigelse sted, hvor klager, Kommune og Byfornyelsesnævnet deltager. Herefter træffer Byfornyelsesnævnet sin beslutning.

Denne forsinkelse betyder, at vi på nuværende tidspunkt forventer, at Fremtidens Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads kan blive projekteret i efteråret 2016 og anlagt i foråret 2017.

Når Byfornyelsesnævnet har truffet sin beslutning, vender jeg tilbage og orienterer jer om det videre forløb. Læs mere om Fremtidens Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads på www.klimakvarter.dk gårde.

Venlig hilsen

Lene Andersen

Projektleder”

Se udsendte brev: Klage til byfornyelsesnævnet