Husk at sikre jeres altankasser og andre løse genstande

Kære beboere

Vi har desværre haft en uheldig hændelse på Ourøgade med en altankasse der er faldet ned på fortovet. Så vidt vi er orienteret i bestyrelsen er der ikke sket nogen personskade, men vi vil meget gerne bede alle med altankasser om at sikre at de er fæstnet forsvarligt.

Vi vil samtidig minde om, at det er den enkelte ejers ansvar, hvis noget skulle gå i stykker i sådan en situation – også hvis noget på gaden uheldigvis går i stykker (cykel, barnevogn og så videre).

Vi har haft en del blæsevejr på det seneste, så vi håber at alle beboere lige vil tage et tjek på, at man ikke har noget stående/hængende, som kan risikere at falde ned eller på anden måde gøre skade.

Venlige efterårshilsner fra bestyrelsen

Glædeligt nyt fra vaskeriet!

Kære alle ejere og lejere

Nu er tiden endelig kommet, hvor vi kan begynde at tage de nye maskiner i vaskeriet i brug. Som tidligere meldt ud via hjemmesiden, betyder det, at der skal bruges nye vaskebrikker for at kunne tilgå de nye maskiner. Opkrævning for brug af maskinerne vil fortsat ske fra Administrator (Newsec) via den enkelte ejers opkrævning af fællesudgifter.
Udover tre nye vaskemaskiner er der også installeret en ny tørretumbler.

Bestyrelsen har udleveret 1 stk gratis vaskebrik til alle lejligheder i Ejerforeningen (tjek postkassen). Det betyder at alle, som bor på ejendommen, får mulighed for at oprette sig som brugere af vaskeriet. I den forbindelse beder vi hermed alle lejere og udlejere om, selv at koordinere opkrævning for evt. brug af vaskeriet (ejere bliver som tidligere opkrævet for vask via fællesudgifterne).

Med vaskebrikken i postkassen følger en skrivelse fra Miele, hvori det er beskrevet, hvordan man opretter sig. Vi anbefaler at man, ved første login, opretter nyt kodeord.
Bemærk, som der står i skrivelsen, at der først kan reserveres tider fra fredag aften (når Miele er endeligt færdig med installationen).

De nye maskiner er fyldt med ny vasketeknik blandt andet med reduceret vand- og elforbrug, og selvom maskinerne syner af mindre, så har de fuldstændig samme vaskekapacitet som de gamle maskiner. 

HELT NYT – AUTOMATISK SÆBEDISPENSER PÅ MASKINE NR. 3:
Den nye maskine nr. 3 vil være tilsluttet et helt nyt sæbedoseringsanlæg. Her kan man ikke bruge egen sæbe. Sæbeskålen vil være låst. I stedet vælger man sæbe samt eventuelt skyllemiddel via betjeningspanelet. Der benyttes kun en slags sæbe og skyllemiddel, som leveres af Miele. Produkterne er Svanemærket og uden parfume. 

Som allerede udmeldt vil priserne for brug af det nye vaskeri blive opdateret, og bestyrelsen vil løbende holde øje med forbrugsomkostninger i forbindelse med vaskeriet, så vi sikrer, at vaskepriserne afspejler de omkostninger, der relaterer sig til vaskeriet.

Vi vil også snarest muligt opdatere hjemmesiden med vejledninger, som vi får fra Miele til brug for de nye maskiner. Du vil altid kunne se priser samt det forbrug, der er tilknyttet vaskebrikken, når du logger ind på Mielelogic

Rigtig god fornøjelse med brugen af de nye maskiner – husk at passe godt på dem.

Glade arbejdshilsner fra bestyrelsen

Nyt omkring vaskeriet

Kære beboere

Vi har nu den store glæde, at kunne meddele jer, at det nye vaskeri er lige på trapperne.
Der har desværre været lidt forsinkelse på de nye maskiner, men nu har vi fået en melding fra Miele om, at de nye maskiner bliver leveret i slutningen af september.

Som udmeldingen er nu, vil de nye maskiner blive leveret og installeret fra tirsdag d. 20. september til og med fredag d. 23. september. I denne periode vil vaskeriet ikke tilgængeligt.

Som de fleste brugere af vaskeriet ved, er vores nuværende maskiner desværre i så dårlig forfatning, at det i den seneste tid er forbundet med gener, at benytte maskinerne. Bestyrelsen har derfor besluttet, at der ikke vil blive opkrævet for brug af vaskeriet i september indtil de nye maskiner tages i brug. Husk dog stadig at booke en tid til at bruge maskinerne.

I forbindelse med udskiftning af maskinerne, vil prislisten blive opdateret med nye priser. Dette skyldes dels at der ikke har været prisstigninger siden 2007, samt de stigende forbrugspriser på specielt el. Dog er der også en besparelse forbundet med at skifte til nye maskiner (eksempelvis i forbindelse med bedre centrifugering), som der selvfølgelig også er taget højde for.

For at kunne benytte det nye vaskeri, kræver det at man skifter til nye vaskebrikker. Hvornår og hvordan dette skal foregå, melder vi ud så snart vi har konkret info fra Miele.

Vi beklager den lange ventetid, men håber at vi alle får en positiv oplevelse og bliver glade for det nye vaskeri. Bestyrelsen takker samtidig for tålmodigheden!

Glade hilsner fra bestyrelsen 

Endnu et opslag om efterladte ejendele på ejendommen

Kære beboere

Nu oplever vi det desværre igen – der efterlades ualmindeligt meget storskrald på ejendommen.

Vi har henover de seneste måneder observeret, at der efterlades større møbler og genstande rundt omkring på ejendommen. Det har flere gange lignet resterne af flytninger – sofaer, reoler, skabe og så videre.

Der findes IKKE en ordning omkring storskrald på vores ejendom. I stedet er vi nødsaget til at bestille et firma til at komme og sortere og afhente efterladte ejendele. Det betyder ekstraordinære store omkostninger for foreningen og dermed den enkelte ejer.

Vi henstiller derfor endnu engang til, at man benytter sig af eksempelvis genbrugspladsen på Borgervænget, i stedet for at efterlade det på ejendommen.
Vi opfordrer også alle beboere til venligst at minde andre beboere om dette, hvis man ser nogen efterlade noget på ejendommen.

På forhånd tak og god sensommer!

Hilsner fra bestyrelsen

Hovedrengøring i opgangene

Kære beboere

Sommeren er over os, og det betyder traditionen tro, at vi iværksætter årets hovedrengøring i trappeopgangene.

Der vil henover sommeren bl.a. blive påført polish på trappebelægningen, hvilket betyder at man helst skal undgå for meget aktivitet på dagen, hvor polishen påføres. Firmaet som udfører opgaven, vil sørge for at sætte seddel op med præcis dato for rengøringen i de enkelte opgange. Der henstilles til, at måtter og fodtøj m.v. fjernes fra opgangen i den respektive periode. 

Skulle der stadig stå ting i trappeopgangen, vil firmaet muligvis fjerne det og stille det i bunden af trappeopgangen (uden ansvar).

Venlige sommerhilsner fra Bestyrelsen

Nyt vedr. vaskeri

Kære beboere

Vi er glade for endelig at kunne meddele, at det nye vaskeri nu er bestilt!

Vi ved, at der i den seneste tid har været meget store problemer med maskinerne. Det har langt fra været tilfredsstillende, og det beklager vi selvfølgelig.
Vi henviser til at man i den kommende tid overvejer at benytte vaskeriet på Australiensvej/Bryggervangen.

Vi ved endnu ikke helt hvornår det nye vaskeri kan blive installeret, men vi holder jer opdaterede her på hjemmesiden.

For en god ordens skyld vil vi lige minde om, at da vaskeriet kører med eget regnskab, vil denne opgradering blive betalt af driften heraf. Dog skal brugere have nye vaskekort, og priserne for de enkelte vaske blive opdateret ved installering af det nye vaskeri (den nuværende prisliste er seneste opdateret i 2013).

Sommerhilsner fra bestyrelsen

Årets ordinære generalforsamling

Kære ejere

Årets ordinære generalforsamling står for døren, og vi glæder os over igen at kunne mødes.

Alle ejere skulle på nuværende tidspunkt have modtaget invitation inkl. fuldmagt og bilag. Har du ikke det, hører vi meget gerne fra dig på bestyrelse@bryggervangen.com

I år afholdes den ordinære generalforsamling fysisk, i vores dejlige have, som vi havde for vane at gøre det, før COVID-19 havde sit indtog.
Vi mødes til generalforsamling i haven tirsdag d. 26. april kl 18.
Bestyrelsen sætter telte op på forhånd (hvis nogen har lyst at give en hånd med, er man meget velkommen!) og er desuden vært for en lille forfriskning til generalforsamlingen.

Er du forhindret i at deltage, opfordrer vi dig til at gøre brug af den fremsendte fuldmagt. Udfyld den og giv den på forhånd til din nabo, eller læg den i en af bestyrelsens postkasser (Ourøgade 33 kld eller den sorte postkasse i gården), eller læg den i en af bestyrelsesmedlemmernes personlige postkasser, eller send den til bestyrelse@bryggervangen.com .

Vi glæder os til at se så mange ejere som muligt!

Venlige hilsner fra bestyrelsen

Påmindelse: forbud vedr. brug af afløb

Kære beboere

Dette er blot en påmindelse om, at afløb i nogle opgange ikke må benyttes i nedenstående tidsrum.

Det drejer sig om at der absolut IKKE må benyttes afløb i 2 perioder. Der vil være vand i hanerne, men der må ikke skylles ud i toilet, hældes noget i toilet, hældes noget i afløb/håndvaske, eller benyttes vaskemaskine/opvaskemaskine i dagene:

Onsdag d. 30 til torsdag d. 31. marts: gælder for Sankt Kjelds gade 23-25 og Ourøgade 33

Dette forbud gælder for begge dage i tidsrummet 07.30-17.00

Overholdes forbuddet ikke, må vi starte denne del af processen forfra.

Der vil være adgang til toilettet i gården.

Venlige hilsner fra bestyrelsen

OBS: perioder uden adgang til afløb

Kære beboere

Som I måske husker, måtte vi for nogle uger siden udsætte en del af det sidste arbejde med kloakken på grund af corona. Nu har vi fået nye datoer, og det resterende arbejde vil således foregå:

Onsdag d. 30 til torsdag d. 31. marts: gælder for Sankt Kjelds gade 23-25 og Ourøgade 33

Det drejer sig om at der absolut IKKE må benyttes afløb i 2 perioder. Der vil være vand i hanerne, men der må ikke skylles ud i toilet, hældes noget i toilet, hældes noget i afløb/håndvaske, eller benyttes vaskemaskine/opvaskemaskine i de pågældende dage.

Dette forbud gælder for begge dage i tidsrummet 07.30-17.00

Vi har selvfølgelig forsøgt at indrette arbejdet, så det påvirker beboerne mindst muligt (ved at lægge det på et tidspunkt hvor mange ventes at være på arbejde), men vi beklager de gener, det alligevel må give.

Der vil ganske simpelt være åbent mellem vores faldstammer og den egentlige kloak i tidsrummene, hvorfor vi håber at alle vil være behjælpelige med at overholde dette, da vi ellers risikerer at få kloakvand ud steder, hvor ingen ønsker kloakvand. Overholdes forbuddet ikke, må vi starte denne del af processen forfra.

Der vil være adgang til toilettet i gården.

Bestyrelsen takker endnu engang for samarbejdet, og håber på forståelse.

Venlige hilsner fra bestyrelsen

Midlertidigt lukket for varmt vand

Kære beboere

Grundet service af vores varmtvandsbeholdere, vil der være lukket for det varme vand mandag den 21. marts fra kl. 09:00 til forventelig kl. 14:00.

Der vil i tidsrummet ikke være lukket for hverken varme i radiatorer eller koldt vand, men der kan forekomme perioder med mindre tryk på det kolde vand.

Vi beklager de gener, som det måtte medbringe.

Venlige hilsner fra bestyrelsen