Ny workshop på tirsdag d. 24/6

Kære beboere i Skt. Kjeldsgadekarréen

i dag har vi holdt byggeworkshop. Vi har påbegyndt forsøget VANDREMØBLERNE. Forsøget udgøres af to borde, 10 stole og 15 plantebaljer på hjul med spiselige planter. Vi havde egentlig tænkt at placere hele forsøget i leje-ejendommens gård, men da det ikke er muligt fordeler vi møblerne og plantebaljerne i andelsforeningen og i ejerforeningen. Vi får de sidste planter til baljerne på tirsdag og vi vil plante dem om aftenen. I løbet af forsøgsperioden må møbler og baljer gerne flyttes rundt – sådan som I beboere kan blive enige om. Efter forsøgsperioden vil vandremøblerne vandre videre til en anden gårdhave i København.

Vi har også påbegyndt forsøget AKVÆDUKTEN. Der bliver lavet et lille bakkelandskab med to bakker og en dal i ejerforeningens gård. I morgen afslutter anlægsgartnerfirmaet jordarbejdet og på tirsdag planter vi i rådgivergruppen sammen med jer beboere. I august kommer selve Akvædukten – det er en stålkonstruktion som fører vand fra taget ud i bakkelandskabet.

Integreret i forsøgene med VANDREMØBLER og AKVÆDUKT placeres 13 store tanke med plante- og vandforsøg. Tankene vil blive beklædt med pileflet og vi stiller bænke op indtil tankene. Der kommer informationsskilte ved tankene, hvor forsøgene bliver beskrevet.

Der er brug for jer kære beboere! På tirsdag afsluttes workshoppen. Fra kl. 18-21 vil vi beplante bakkelandskabet, beklæde tankene med pileflet og montere bænke. Kom ned i gården! Vi bestiller lækre sandwiches – I skal ikke sulte!

Med venlig hilsen
Rådgiver-gruppen