Fra d. 15/1 – 31/1 kan man sende en mail til viceværten (vicevaert@bryggervangen.com) hvis man ønsker en plads i barnevognsrummet. Der vil blive trukket lod d. 1/2 om aftenen, og nøglen udleveret dagen efter.
Juletræer
Frem til torsdag d. 29. januar vil det være muligt at stille sit juletræ til storskrald, hvorefter det vil blive afhentet af københavns kommune der omdanner det til kompost.
Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen må med beklagelse meddele at indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling d. 4/12 ikke er indkaldt med gyldig varsel i henhold til vedtægterne, hvorfor den ekstraordinære generalforsamling ikke vil være beslutningsdygtig. Generalforsamlingen vil dog fortsat blive afholdt, da det skal føres til referat at den ikke er gyldig. Københavns kommune har samtidig gjort opmærksom på at lokalerne på Vennemindevej er trange og at de ikke har mulighed for at deltage. Vi forventer derfor et kort møde. Der vil blive indkaldt til ny ekstraordinær generalforsamling i starten af det nye år. Vi vil her tilstræbe at kommunens projektansvarlige deltager og kan svare på spørgsmål, samt at der er plads til os alle hos områdefornyelsen.
Vi gør samtidig opmærksom på at Københavns kommunes afstemning er en holdningstilkendegivelse fra beboerne (ejere såvel som lejere) der skal give politikerne information om opbakningen til projektet, i forbindelse med deres godkendelse af projektet. Den endelige beslutning om ejerforeningens deltagelse i projektet ligger fortsat hos generalforsamlingen.
Mvh Bestyrelsen
Vaskeri: Online reservation nede og maskine 1 ude af drift
Vaskeriets reservation via internettet er desværre nede.
Derudover er maskine 1 lukket, da splitten i låsen er knækket og lågen dermed ikke kan lukkes. Det er anden gang indenfor en måned, at en split er knækket og alle opfordres derfor til at passe bedre på maskinerne fremover.
Reparatør er tilkaldt.
Med venlig hilsen
Viceværten
Informations fra Københavns Kommune vedr. afstemning om Gårdprojektet (LAR)
Københavns Kommune har bedt om at vi stadig afholder deres afstemning, sideløbende med ejerforeningens egen ekstraordinære generalforsamling d. 4/12. Kommunens afstemning skal klarlægge ønsket om et LAR-projekt i hele karrén, og dækker derfor også de to andre ejendommen vi danner karré med. Beboere på ejendommen har modtaget svarkuverter i deres postkasse. Ejer ikke bosiddende på ejendommen kan give deres tilkendegivelse via nedenstående mail:
Kære ejere og beboere
Københavns Kommune har udarbejdet et forslag til en fælles gårdhave i jeres karré. Det koster ikke noget for ejere og beboere at etablere den fælles gårdhave, men I skal betale driften af gårdhaven, når den er færdig. For at finde ud af om der er tilslutning til den fælles gårdhave, beder vi dig give din mening til kende ved at svare på denne mail.
FÆLLES GÅRDHAVE VED SKT. KJELDS PLADS – JA ELLER NEJ?
Skriv dit navn, adressen på den pågældende lejlighed og dit telefonnummer samt et JA eller NEJ og send det til gaardhaver@tmf.kk.dk Du er også velkommen til at skrive eventuelle bemærkninger.
Vedhæftet er det materiale som er omdelt til de berørte lejligheder: et postkort, samt et spørgsmål-svar-ark. Tegninger og illustrationer fra projektet kan du finde på dette link:
www.klimakvarter.dk/gaardrum/fremtidens-gaardhaver
Venlig hilsen
Københavns Kommune
Indvielse af Tåsinge Plads og besøg i vores gård lørdag den 6/12-2014
Kom og deltag i invielsen af Tåsinge Plads i Klimakvarter den 6. december fra kl 14.00-16.30. Her kan du opleve den nye Tåsinge Plads, som samtidig er Københavns første klimatilpassede byrum. Indvielsesprogrammet er tæt pakket med alt fra borgmesteren som gadekok over Klimakabaret, risengrød og livemusik. Hele programmet kan ses på http://www.klimakvarter.dk/.
Som en del af programmet vil der være 2 kvartervandringer (mellem kl. 14.00 og 16.00), hvor Københavns Kommune blandt andet vil fortælle om Fremtidens Gårdhaver. Der vil herunder være besøg til vores gård og fremvisning af aquadukten og regnvandsbedet for interesserede gæster fra indvielsesfesten. Hjælp gerne med til at holde døren mellem de to gårde åben i den forbindelse.
Alle er naturligvis meget velkomne til både indvielsesfesten, kvartervandringer og besøget i vores gård.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen og Projektleder for Område- og Byfornyelse, Københavns Kommune
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling omkring gårdprojekt d. 4/12‐2014
Vi er nu nået til det punkt hvor der skal stemmes om ejerforeningen stadig ønsker at deltage i LARprojektet.
I den forbindelse indkalder bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling i
områdefornyelsens lokaler:
Torsdag d. 4/12‐2014 kl 17:30
Vennemindevej 39, st. 2100 Købehavn Ø
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og se på det udkast, der er blevet præsenteret: link.
Du kan finde mere information om projektet på ejerforeningens hjemmeside: www.bryggervangen.com ‐ under fanen Projekter LAR/gårdprojekt.
Der står også information på Københavns Kommunes hjemmeside omkring projektet: www.klimakvarter.dk.
Der vil blive omdelt materiale fra Københavns Kommune de næste par dage (dette kan også findes her). I dette er der oplysninger omkring en brevafstemning, som kommunen ønsker at afholde. Denne brevafstemning bliver afholdt, men vil kun være gyldig hvis et flertal i ejerforeningen stemmer ja til projektet ved den ekstraordinære generalforsamling.
Dagsorden for mødet:
17:30 – Mulighed for spørgsmål
18:00 – Afstemning
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Sådan opretholdes et godt indeklima
I en ældre ejendom som vores kan der forekomme kondens ved ydervæggene og i vinduerne. Det skyldes kulde/varmeforskellen fra ude til inde. Får man ikke tørret denne kondens op, kan der med tiden forekomme skimmelvækst i vinduesfuger og på ydervæggene.
Den eneste måde man kan forebygge kondens er ved at opretholde et godt indeklima ved en god gennemsnitstemperatur i boligen og jævnlig udluftning.
Det anbefales at man holder en jævn temperatur på mindst 20 grader (stil radiatortermostaten på 3), og at man lufter ud 2-3 gange dagligt i 20-30 minutter.
Har man nye vinduer i sin bolig er det især vigtigt at man lufter ud, da de tætner boligen næsten 100%. Nogle vinduer har en ventilationsspalte indbygget. Det anbefales at man holder en åben både i soveværelse og i stue, så der er gennemtræk. Har man ikke en spalte, kan man muligvis sætte vinduet i ”hak”, mange vinduer leveres med 2 lukke-niveauer. Første er hvor vinduet er helt lukket og andet er hvor vinduet står på klem.
Er man i den situation at skimmelvækst er begyndt at forekomme, skal man rense det af med Rodalon. Følg anvisningen på produktet.
Det er vigtigt at understrege, at det påhviler ejer af boligen at sørge for korrekt opretholdelse af indeklima. Eventuelle skader forårsaget af dårligt indeklima dækkes ikke af ejerforeningen.
Læs mere om skimmel og godt indeklima på http://www.bolius.dk/skimmelsvamp-17409/
Hovedrengøring af alle trappeopgange
Der vil i de kommende 2-3 uger blive foretaget hovedrengøring af trappeopgangene. Firmaet som udfører opgaven, vil sørge for at sætte seddel op med præcis dato for rengøringen. Der henstilles til, at måtter og fodtøj m.v. fjernes fra opgangen i den respektive periode.
Venlige hilsner Bestyrelsen
Varmt vand på 5. sal
Så er den defekte pumpe skiftet, og der skulle igen være varmt vand til lejlighederne på 5. sal.
Afslutning projekt dørtelefon
Som tidligere meldt ud er arbejdet med udskiftningen af dørtelefonerne gået langt over forventning.
Projektet er gennemført på 1½ uge, hvor det skulle have taget 3 uger.
Projektets succes skyldes blandt andet at i som beboere har været gode til at få afleveret jeres nøgle. Tak for det!
Alle opgange er nu færdige, og de sidste nøgler bliver leveret tilbage i aften.
Du/I som beboer skal gøre følgende:
1. Teste jeres telefon virker (den aktiveres kun hvis der ringes op) Læs eventuelt en manualen
2. Kontroller navnet på kaldeanlægget er korrekt.
Oplever man problemer med sin dørtelefon eller skal navnet rettes skal dette meddeles på mailadressen telefonibryggervangen@gmail.com – ikke til bestyrelsen – senest Tirsdag den 18/11-2014
Desværre har der været 2 lejligheder vi ikke har fået adgang til. Det drejer sig om Ourøgade 23, 2. th. og Ourøgade 25, 2. th.
De nævnte lejligheder har ikke fået udskiftet sin telefon, og har nu ikke en fungerende dørtelefon. Beboerne af nævnte lejligheder bedes henvende sig på telefonibryggervangen@gmail.com inden den 18/11-2014 så vi kan arrangere en dag hvor elektrikeren kan skifte dørtelefonen. Ekstraomkostningen til dette vil blive opkrævet ejerne af disse lejligheder som tidligere udmeldt.
Manglende varmt vand på 5. sal
Der er desværre fortsat ikke varmt vand på 5. salen. VVS har været tilkaldt, og fejlen skyldes en defekt pumpe. Vi afventer p.t. at VVS firmaet får en ny pumpe hjem, så den kan udskiftes.